Lektørudtalelse

Forfatter: Elisabeth Bennetsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Humoristisk og såmænd også pædagogisk billedbog for unger, der hader at få børstet tænder. Så vi er ude i en aldersgruppe fra to til fem. Forsiden passer fint med indhold og tone

Beskrivelse

Forfatteren, som også har illustreret, er engelsk og debutant her i landet, og i en superenkel og meget energisk streg på helt hvid baggrund får hun fortalt om Bertram, der hader tandbørster så meget, at han gør alt for at undgå dem. Men det får en ende, da tandfeen skal hente hans første rokketand. For den er ikke fin og hvid, men møgbeskidt, så i stedet for en blank mønt får han en særlig tandbørste, nemlig en tandfunkler. Og den er så sej, at Bertram nu gladeligt børster tænder. Men som i mange billedbøger er der lige en lille pointe. For Bertram kan faktisk heller ikke fordrage hårbørster! Illustrationerne er delvist i en tyk sort tusch med rød som eneste farve og et foto af en tandbørste indlagt, og det har en sjov 3D virkning. Teksten er meget enkel og består af korte sætninger

Sammenligning

Der findes flere andre billedbøger om tandbørstning, som kan hjælpe til med at få barnets mund lukket op. Fx Iris Rossbachs Også drager skal børste tænder,(10/49), for samme aldersgrupper, og til de alleryngste er der Kathleen Amants Anna børster tænder, (07/14)

Samlet konklusion

Jeg synes, det er en både sød og skæg billedbog, som kan tage hånd om et helt almindeligt problem i de små hjem. Og ideen med at lægge en flot tandbørste under puden er lige til at kopiere