Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Güllich-Nørby

Anvendelse/målgruppe/niveau

Der er en relativ stor læserinteresse for alt om 2. verdenskrig. Bogen er meget brugbar til opgaver fra og med folkeskolens ældste klasser

Beskrivelse

2. udg. af bogen som oprindeligt kom i 2005. Ved direkte sammenligning er der ikke tekstmæssige forskelle. 2. udg. er kommet på et nyt forlag, har 223 s. mod kun 187 s. i 1. udg., det skyldes udelukkende forskelle i layout. Heller ikke de s/h fotos er andre i den nye udgave, og det nyttige appendiks og tidslinjen er heldigvis bibeholdt. Dokumentarisk og lettilgængeligt skriver forfatteren, som bl.a. også har skrevet om den glædelige forløsning på det danske mareridt i Befrielsen : den 5. maj 1945, om den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940. Han fortæller medrivende om baggrunden for besættelsen, om de militære forberedelser, og om det politiske spil på begge sider før og efter selve angrebet. Den danske reaktion på besættelsen er et naturligt nøgleområde, ligesom hverdagen som besat nation beskrives dokumentarisk. I det ovennævnte nyttige appendiks er et afsnit overskriften "Myterne om den 9. april". Der er nyttig tidslinje med vigtigste begivenheder og naturligvis litteraturliste og kilderegister

Sammenligning

Tekstmæssigt uændret 2. udgave. Mere omfattende beskrivelse af besættelsen findes fx i Danmark besat : krig og hverdag 1940-45

Samlet konklusion

Har man stadig 1. udgave fra 2005 i god stand på hylden er der ikke nogen grund til at skifte ud. Mangler titlen er her en mulighed for at supplere