Lektørudtalelse

Forfatter: Hans Michelsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Henvender sig til læsere af biografier og til læsere, der er interesseret i besættelsestiden og nutidens opfattelse af det efterfølgende retsopgør

Beskrivelse

Peter Knutzen var generaldirektør hos DSB 1931-1945, hvor han bl.a. moderniserede infrastrukturen med de røde lyntog, S-togene og rutebiltrafikken. Han blev imidlertid også kendt, fordi han af regeringen blev opfordret til at være formand for Dansk-tysk forening under besættelsen. Han blev i forbindelse med retsopgøret dømt for "national uværdig optræden" og blev af samme grund afskediget. Selv var han ikke i tvivl om sin egen uskyld, og han frygtede ikke historiens dom. Dommen blev allerede i 1984 betvivlet af Ditlev Tamm. Forfatteren er magister i forhistorisk arkæologi og har bl.a. skrevet om jernbaner

Sammenligning

P. Knutzen udgav sin selvbiografi 40 Aar i Statens Tjeneste : Selvbiografi, 1948 og hans søn Ole Knutzen Sandheden forældes ikke, 1999. I øvrigt henvises til litteraturen om besættelsestiden

Samlet konklusion

Det er en omfangsrig, detaljeret og spændende biografi om en person, der beskrives som entusiastisk og engageret. Bogen, der er et væsentligt bidrag til besættelsestidens historie, er skrevet i et godt, læsbart sprog. Illustreret med mange ikke tidligere offentliggjorte fotos