Lektørudtalelse

Forfatter: Grethe Lorentzen

Anvendelse/målgruppe/niveau

En styrketræningsbog for uøvede og øvede kvinder, som vil opnå en veltrænet, slank og sund drømmekrop ved at træne hjemme. Der behøves ikke andre remedier end et håndklæde og evt. en kettleball/håndvægt

Beskrivelse

I denne anden bog af Ida Krak om hjemmetræning for kvinder viser hun nye styrketræningsøvelser. Programmet bygger på de seks principper: spis rigtigt, drik rigtigt, tænk rigtigt, træn rigtigt, træk vejret rigtigt, sov godt, og bogen lægger ud med en peptalk om disse, og med forslag til måltider og fødevarer, der booster kroppen. Ida Krak introducerer også her det amerikanske z-health træningssystem med øvelser. Z-health træner nervesystemet, skaber bedre kommunikation mellem hjerne og krop, samt forebygger skader. Øvelser vises med instruktive step-vise fotos, og bogen afsluttes med et 12-ugers træningsprogram for begyndere og øvede. En lækker træningsbog med et indbydende layout. Eneste minus er, at mange fotos har en mørk og rodet baggrund, som forstyrrer

Sammenligning

Ida Kraks tidligere bog Superfit : smid kiloene på 20 minutter, træn effektivt, har hjemmetræningsøvelser med fokus på både styrke- og motionstræning. Styrketræning for kvinder, 2008, tager fat på styrketræning hjemme med i alt 90 øvelser

Samlet konklusion

En feel-good styrketræningsbog for kvinder, som fortrækker at træne hjemme. Drømmekroppen kommer man dog ikke sovende til. Der skal vilje, beslutsomhed og god livsstil til at nå målene. For alle biblioteker