Lektørudtalelse

Forfatter: Lene Kristiansen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Endnu en Greene klassiker, der ikke har mistet terræn de sidste 60 år men stadig holder skansen, og både er et gen"syn" værd og et fint tilbud til tilhængere af noir-genren

Beskrivelse

Ifølge Greene selv er Den tredje mand ikke skrevet for at blive læst, kun for at blive set, og med Orson Wells på forsiden af bogen er filmen næsten med. Afgørende forskelle er der heller ikke på de to medier, selvom nogle nationaliteter/navne er ændret i filmen, og fortællingen i bogen er lagt i munden på politimanden oberst Calloway. Begge er en stramt komponeret historie om venskab, svigt, kærlighed og menneskelig ondskab. Historien udspilles i dystre kulisser i Wien, hvor efterkrigstidens desperation er en væsentlig del af handlingen. Knaldromanforfatteren Rollo Martin kommer til Wien for at besøge sin gamle ven Harry Lime blot for at finde ud af, at Harry er blevet dræbt ved en bilulykke. Oplysningen om, at Harry skulle være forbryder og sortbørshaj kombineret med for mange usandsynligheder ved hans død, sætter Rollo på sporet af en anden og langt værre forbrydelse og en næsten ubærlig erkendelse. En intens læseoplevelse hvor fortællingen er skåret ind til benet, hvor personer og sidehandlinger lever i læserens fantasi og ikke er pindet ud til mindste detalje. Nogle nye(re) forfattere kunne lære noget

Sammenligning

Oversættelsen er stadig Dagny Sandvads. Den tidligere udgave kom i 1991

Samlet konklusion

Dejligt at få disse store klassikere på banen igen, og Greenes bøger kan stadig anbefales varmt