Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Bråe Olesen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Dette er 2. bind om Sebastian og hans filosofiske og eftertænksomme oplevelser i hverdagen. Dette er ikke en krimi, men en historie der fokuserer på skyld, straf og domstole i forhold til penge og værdier. Bogen er egnet til oplæsning for børn 8-9 år og til selvlæsning fra 11-12 år i skolen og til fritidslæsning for interesserede børn. Det er et emne, børn i målgruppen af og til spørger efter

Beskrivelse

Sebastian er en filosofisk dreng, som reflekterer over det, han oplever. Hans forældre virker, som om de lever i en anden verden, men Viggas far er den første støtte for Sebastian og Vigga, efter de oplevede det voldsomme overfald, som skyldtes en påstået gæld. Sebastians tante Ketty er den, der reagerer på Sebastians oplevelser og tager bl.a. de to børn med ind at se en retssag. Der er læring om retssystemet, men det kædes især fint sammen med Sebastians tanker om skyld og penge, og det er egentlig det der løfter historien. Derudover spiller Sebastians næsten gammelkloge refleksioner fint op imod historien om hans lidt begrænsede og selvoptagne forældre. Sproget fungerer i forhold til historiens præmisser, selvom det ikke er en bog for alle børn er der fine muligheder for en god læseoplevelse

Sammenligning

Bogen ligger i forlængelse af første bog, Sebastian og skrivemaskinen, men denne er lige knap så filosoferende, men kommer opfindsomt rundt om sit emne

Samlet konklusion

En lidt anderledes vinkel på kriminalitet end i de fleste børnekrimier. Bogen fungerer og tilbyder informationer om emnet, og især tanker og filosofiske spor til målgruppen