Lektørudtalelse

Forfatter: Birgit Sloth

Anvendelse/målgruppe/niveau

Paul Cunningham er en mesterkok, og hans opskrifter er interessante for enhver gastronomisk interesseret. Denne udgivelse er en lækker, farvestrålende coffee-table bog, der er mere end en kogebog med personlige fortællinger fra steder kloden rundt. Målgruppen vil dog stadig være lånere, der sætter pris på nyskabende gastronomi

Beskrivelse

Forfatteren har siden 2003 haft restauranten "The Paul" i Tivoli, der har én Michelinstjerne. Siden Cunninghams første kogebog Madjournal har han vist sin kreativitet og idérigdom i både opskrifter og kogebogslayout. Denne bog overgår dem alle i sit grafiske udtryk. De 100 opskrifter stammer fra fire årstider og 25 lokaliteter rundt om i verden. Omslagets stærke farver og collageagtige præg signalerer storbyers flimrende verden, men der er også beskrivelser fra rolige miljøer som Sejerø. Hvert sted fortælles en historie fra forfatterens liv, der munder ud i en opskrift. "Madportrætter" kalder bogen det meget rammende. Opskrifterne har forskellige sværhedsgrader, og nogle ingredienser er nærmest umulige at skaffe, men opskrifterne er inspirerende og historierne er muntre og underholdende

Sammenligning

Andre kokke har udgivet bøger om kulinariske rejser, fx Jamie Oliver i Jamies Amerika og Nikolaj Kirk i Kys verden, men kokkenes forskellighed afspejles i bøgerne

Samlet konklusion

En flot bog med personlige rejseoplevelser og opskrifter til inspiration og underholdning for gastronomisk interesserede