Lektørudtalelse

Forfatter: Kresten Søe Christensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Til opgaveskrivning og interesselæsning

Beskrivelse

Et værk efter ny forskning om den russiske revolution, hvor den grundlæggende kamp for frihed og social retfærdighed blev udnyttet af Lenin og kommunisterne til mere end 70 års rædselsregime. 1917 var Rusland i oprør og scene for to revolutioner. Den første i februar gav håb, men landets strukturelle problemer forstærket af 1. verdenskrig gik for dybt. Lenin manøvrerede behændigt i rørte vande og spændte belært af erfaringerne fra 1905 nu både arbejdere og bønder for bolsjevikkernes vogn i det efterfølgende oktoberkup. Løfterne om fred, jord, arbejde og indflydelse viste sig hurtigt tomme, og protester blev fra start brutalt mødt af bolsjevikkernes jernhånd. Bogen er faglig velfunderet og kommer pænt om emnets mange aspekter. Prologen synes at tendere bred populærhistorie, og bogen er da også skrevet i et letforståeligt sprog. Den er skarp i sine konklusioner med virkelig fine sammenfatninger med overbevisende analyser af situationen blandt bønder, borgerskab og på arbejdspladserne. Men den mellemliggende formulering virker tit unødigt kringlet med indflettede citater og en del, for helhedsforståelsen, ofte ret unødvendige detaljer

Sammenligning

Emnet er tyndt dækket af nyere forskning. Af Kulavig desuden: Det røde tyranni og KGB

Samlet konklusion

Et udmærket længe tiltrængt opdateret værk om den russiske revolution, som kommer fint om emnets aspekter. Niveauet er forholdsvist højt, dog mere på grund af formulering og detaljerigdom end akademisk sprogbrug