Lektørudtalelse

Forfatter: Inger Søndergaard

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bevægende billedbog, der handler om at blive drillet for børn i alderen 3-6 år, med en lille ravn i rollen som mobbeoffer

Beskrivelse

Vi kender den schweiziske Marcus Pfister på dansk fra ældre billedbogstitler fra 1990'erne. Især Regnbuefisken, 1992, som prisbelønnet senere blev til en amerikansk tv-serie for børn. Hans mange bøger har ikke siden 1993 været oversat til dansk. Især de stemningsfulde akvareller fortæller historien om en lille ravneunge. Da den klækkes, er den meget mindre end de andre ravne, og de driller den. De lokker den lille unge til at flyve op til den sølvglinsende måne, og en nat prøver den bange men forgæves at nå månen. Dens modige forsøg på at nå månen giver den vinger af sølv, og den bliver herefter en del af ravnefællesskabet. Historien om ravneungen med sølvvinger fortælles af en gammel ravn i en kort tekst. Men det er de flotte billeder, der gør bogen til noget særligt. Ravnene ses fra forskellige perspektiver, hvor farverne sort og gul dominerer. Håbet om fællesskab er fremhævet i den sølvglinsende måne og på ungens vinger

Sammenligning

Regnbuefisken er den af forfatterens bøger, som ligner denne mest. Her anvendte han samme teknik til at fremhæve fiskens farvestrålende skæl. Teknik og sølvglimmer er imidlertid ikke så fremtrædende i Den lille måneravn, og siden 1992 er der udkommet mange andre titler, der bruger glimmer, for at fremhæve stemninger

Samlet konklusion

Sød og vedkommende billedbog for børn i alderen 3-6 år, der føler sig udenfor, især hvis de er mindre og anderledes end andre børn