Lektørudtalelse

Forfatter: Pia Boisen Michelsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Billedbogsudgave af Kiddes ækle eventyr Den lilla Møghætte og Pulven frit efter Grimms Rødhætte. I denne version af eventyret bliver Møghætte savet i stykker til sidst, men jeg vil mene, at børn fra ca. 6 år godt kan afkode humoren i både tekst og billeder

Beskrivelse

Den lilla Møghætte besøger sin oldemor med en vognfuld blodpølser. Pulven venter i oldemors seng, men får nok af Møghættes spørgsmål og beder hende om at gå. På vej hjem bliver Møghætte savet i titusind stykker af en skør skovhugger, som gifter sig med Pulven. Billedbogsudgave af et af Kiddes populære ækle eventyr. Sproget er enkelt og rigtig sjovt, hvis man kan lide Kiddes humor. Frank Brahes tegnestil ligger tæt på forfatterens egen stil, og de farverige helsides billeder er fyldt med fart og ballade. Den afdøde Møghætte er ikke særlig skræmmende, men minder lidt om en skiveskåren Pinocchio. Kidde og Brahe har senest udgivet billedbogen Hærge-Hans og Grimme Grete, 2010

Sammenligning

Historien er udgivet som voksentegneserie, samt som børnebogsudgave i bl.a. Ækle æventyr og Grimmere end Grimm. Billedbogsudgaven har meget mindre tekst, og sproget er kraftigt forenklet og mere nutidigt. Den er dog stadig meget tro mod den tidligere udgave i både sprog, tegnestil og humor

Samlet konklusion

Billedbogsudgave af Kiddes populære ækle eventyr om Møghætte. Vellykket gendigtning for billedbogslæsere, der kan klare et lille gys