Lektørudtalelse

Forfatter: Tove Delica

Anvendelse/målgruppe/niveau

3. bog om Garmanns forunderlige verden til oplæsning for børn fra 5 år

Beskrivelse

I skolen prøver Garmann at finde ud af, hvem han er. Han fascineres af tvillingerne Hanne og Johanne, der er ens og dog så forskellige. På Johannes hemmelige sted ligger rester af et rumskib (?), og børnenes fælles fantasirejse ud i rummet nærer deres venskab. Samhørigheden og fascinationen mellem børnene beskrives poetisk, og da de til sidst kysser hinanden, står tiden stille. Stian Hole er med god grund prisbelønnet flere gange, hans bøger er på alle måder fantastiske. Til forskel fra de 2 forrige bøger, er her en lys og optimistisk grundtone. Dette ses især i de utrolige illustrationer, lavet på photoshop i en kreativ og fabulerende collagestil. Der er flotte perspektiver ude fra rummet, når vi hører om Kepler, Gagarin og Gud, og nedefra når havet og jorden omtales. På indersiden af bogen står: "tanker og drømme er himmelske hemmeligheder", og det er betegnende for bogens eksistentialistiske idé

Sammenligning

Man kan tænke på Anthony Brownes billedbøger i forbindelse med illustrationernes surreelle stil, på Wolf Erlbruchs filosofiske historier med hensyn til indholdet, men intet ligner helt denne forfatter

Samlet konklusion

Flot og fascinerende, men også svær og krævende bryder bogen med de gængse normer for billedbøger. En anderledes og poetisk historie, der vover sig i kast med tilværelsens store spørgsmål og klarer det flot