Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Wendelboe

Anvendelse/målgruppe/niveau

Værket henvender sig til hele Jens Christian Grøndahls publikum - og videre til yndere af litterære selvbiografier

Beskrivelse

Værket er den danske udgave af Grøndahls bidrag til den prestigefyldte udgivelsesrække "Traits et portraits"; det er altså skrevet på opfordring. Grøndahl er fyldt 50, og han benytter her lejligheden til at betragte sig selv igennem livets faser: hvordan belyser før og nu hinanden, er der sammenhænge mellem Grøndahl som barn, som ung, som moden forfatter? Det bliver til meget spændende refleksioner over livets aldre med erindringer om familien, om forældrene, om familieliv og opsplitning - også i Grøndals eget liv med børn med to forskellige ægtefæller. Heri er flettet minder om kærester, om rejser og om venskaber til en smukt formet, personlig helhed, hvor betragtninger om kunsten, om forfatterrollen er det gennemgående tema. Skønt meget personligt og dybt tænkt er bogen skrevet i en meget fin, enkel og man kunne sige renset prosa, der gør bogen til en god kunstnerisk oplevelse. Illustreret med enkelte fotos, tegninger m.v., der akkompagnerer teksten godt

Sammenligning

Udgivelsen er oplagt til læsning i sammenhæng med hele Grøndahls store, væsentlige forfatterskab - men den kan også anvendes på linje med tidens andre litterære selvbiografier

Samlet konklusion

Bogen er en væsentlig udgivelse, både når man ser den i sammenhæng med Grøndahls forfatterskab og bredere betragtet som et fint udspil i selvbiografien som sådan og som kloge betragtninger over kunsten og forfatterrollen