Lektørudtalelse

Forfatter: Elin Søborg

Anvendelse/målgruppe/niveau

Endnu et af Anders Johansens spændende og engagerende portrætter af teenagedrenge med ondt i livet. Denne roman vil både med sin historie og sit flotte fotografiske omslag fange læsere af begge køn i 13-16-års alderen

Beskrivelse

15-årige Tobias lever en lidt træls tilværelse i det nordjyske, 9.A's mobbeoffer nr. 1, kun 158 cm høj, nørdet, forladt af sin far og - ikke mindst - håbløst forelsket i klassens hotteste pige. Vi følger hans hemmelige kamp for at få dejlige Melissa ud af kløerne på den lokale pornokonge, der har lagt billeder af hende ud på nettet, og for selv at klare mobning og overgreb fra lokale bøller. Handling, miljø og personer er både jordnære, realistiske og spændende, og Tobias fortæller med den nødvendige selvironi. Man kommer virkelig ind under huden på en pubertetsdreng, der er helt fortabt i kærligheden

Sammenligning

Anders Johansen har skrevet en række romaner med gode og genkendelige portrætter af teenagere med de dagligdags problemer, der bare kan vokse sig så store, dette er endnu en af slagsen. Også Bertil Nordahl er god til disse ungdomsbøger, der også fanger drengene ind

Samlet konklusion

En velskrevet og spændende ungdomsroman med relevante problemer og gode identifikationsmuligheder