Lektørudtalelse

Forfatter: Vibeke Axelsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Fagtesangbogen henvender sig til forældre, pædagoger og dagplejere og til børn fra 0 til 6 år. Man kan købe en cd, hvor alle sangene er indspillet

Beskrivelse

Sangbogen indeholder 65 kendte og mindre kendte sange for små børn. Størsteparten af sangene har rod i dansk kultur, men der er også medtaget sange fra mange af de lande, hvis etniske kulturer er repræsenteret i Danmark i dag. De er skrevet både på originalsproget og på dansk. Til alle sangene er der noder med becifringer, der kan spilles, hvis man behersker de mest almindeligt benyttede akkorder. Sangene ligger alle i et leje, der er til at synge i for både børn og voksne. Der er fine forslag til fagter, man kan lave; fagter, der understøtter og supplerer indholdet. Illustrationerne er et helt kapitel for sig. Stilen er yderst velvalgt for målgruppen. Tegningerne er søde, sympatiske, runde, bløde, detaljerige, tekstunderstøttende og indholdsudvidende m.m., og så fylder de rigtig godt og relevant op på hvert eneste opslag

Sammenligning

Bogen har samme koncept som Fagtesange for de yngste

Samlet konklusion

Allerbedst fungerer bogen som inspiration til de voksne, der vil synge og bevæge sig med børn. Men med cd'en på afspilleren og bogen på skødet vil et barn også selv kunne læse og synge sangene. Hver sang fylder nemlig et dobbeltopslag, og pauserne mellem sangene er tilpas lange til at barnet kan nå at bladre. På cd'en er sangene indsunget på dansk. Bogen er et must for alle, der vil noget med små børn, sang, leg, bevægelse, udvikling og musik