Lektørudtalelse

Forfatter: Inger Søndergaard

Anvendelse/målgruppe/niveau

Særpræget og poetisk billedbog til børn fra 5 år. De specielle illustrationer, bogens tema og stemning gør at den også kan bruges i skolen i dansk og billedkunst, både i indskolingen og på mellemtrinnet

Beskrivelse

Stian Holes første billedbog om drengen Garmann fik Nordisk børnebogspris 2009. Denne bog er en selvstændig fortsættelse af Garmanns sommer, 2008. I Garmanns gade bor frimærkemanden - som Roy fra 4. klasse kalder en djævel. Han lokker Garmann med til at sætte ild til frimærkemandens have, men Garmann slukker branden, og der udvikler sig et venskab mellem den gamle mand, der samler på frimærker og Garmann, der samler på tørrede blomster. Den poetiske hverdagshistorie fortælles gennem drengen Garmann, der er omkring 7 år, i et dejligt lyrisk sprog. Bogens stærke side er de meget specielle illustrationer. De består af montager eller kollager af fotos og tegninger, som er blevet til i photoshop. De har en drømmeagtig karakter, der udspringer af en speciel farveholdning og en fantasifuld næsten grotesk eller surrealistisk gengivelse af dagligdags ting og situationer

Sammenligning

Den surrealistiske drømmeagtige gengivelse af dagligdagen og relationer mellem børn og voksne giver på flere områder associationer til Anthony Brownes billedbogsproduktion, hvor drøm og virkelighed smelter sammen i tid og stemninger. Der findes ikke umiddelbart andre billedbogstitler, som kan sammenlignes med denne specielle og anderledes billedbog

Samlet konklusion

En meget smuk, tidløs og anderledes billedbog. Børnene vil næppe selv rive den væk fra billedbogskrybberne, men den vil holde længe og fortjener at blive formidlet til både store og små