Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Kjær Schou

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen kan læses af alle, der interesserer sig for dansk samtidshistorie og danske politikerbiografier

Beskrivelse

Bogen er skrevet af to politiske journalister. Den er velresearchet, velskrevet, om end lidt fragmentarisk, og umiddelbart tilgængelig. På en gang kritisk og nuanceret beskriver forfatterne politikeren Fogh, der trods sit stive væsen og sin manglende folkelighed klarer at vinde 3 valg i træk, og de belyser deres synspunkter med uddrag fra pressen og interviews. Bogen tager udgangspunkt i slutningen, hvor Fogh bliver valgt til Nato-generalsekretær, og belyser hans dobbeltspil, der stod på længere end almindeligt kendt, samt hans generelle evne til at slippe af sted med at skifte standpunkt. Der tegnes et portræt af en uhyre dygtig, flittig, disciplineret, mediebevidst og ambitiøs politiker. En magtfuld chef, hvis ledelsesstil var hård og kynisk, og som ikke var elsket, heller ikke af sine egne, men hvis magtposition ingen kunne rokke. En eminent politisk taktiker og pragmatiker, der ikke havde problemer med at moderere sine tidligere liberale holdninger til fordel for en mere midtsøgende politik

Sammenligning

Forhistorien kan man læse i Anne Sofie Kraghs Fogh - historien om en statsminister, 2004, der gør mere ud af privatpersonen Fogh og følger ham fra barndommen og gennem hans politiske karriere frem til 2004

Samlet konklusion

En bredt anvendelig politikerbiografi, der er skrevet med bid og vid, og som føjer en vigtig brik til puslespillet om en af de mest magtfulde danske politikere i vor tid