Lektørudtalelse

Forfatter: Jesper Holtoug

Anvendelse/målgruppe/niveau

Fordybelseshæfte tilhørende det fremragende historie-system: Mellem fortid og fremtid. Hæftet er tilgængeligt fra 13-års alderen, enten som selvstændig interesse-læsning eller som del af undervisningsforløb i grundskolens ældste klasser. Hæftet kan forekomme temmelig "skolebogsagtig", så den springer næppe ned af hylden af sig selv, men kræver behørig præsentation

Beskrivelse

Fordybelseshæftet er klart og overskueligt i sin opbygning, og læseren har hele vejen igennem en fornemmelse af, hvad det hele handler om og hvor i begivenhederne man er. Dette til forskel fra mange andre moderne fagbøger, hvor enkeltnedslag og farverige effekter giver en bladrebogs-karakter, som slet ikke opleves her. I det hele taget gives en sober, velskrevet og indholdsmæssigt ganske omfattende beskrivelse af de vigtigste begivenheder, mindre hverdagsforeteelser og større årsagsforklaringer, helt uden letkøbte eller farvestrålende effekter

Sammenligning

Der findes en del materialer om besættelsestidens Danmark for samme modtagergruppe. Denne adskiller sig især ved sin overskuelige, klare og temmelig omfattende fremstilling, med plads til selvstændig eftertanke. Grundig og præcis

Samlet konklusion

En god, grundig og velskrevet fremstilling af tiden under besættelsen, hvor hovedvægten lægges på vigtige hovedbegivenheder, men samtidig levner plads til små hverdagsbegivenheder. Således efterlader hæftet et eftertænksomt indtryk af både det daglige liv og de store årsagssammenhænge. God og vigtig bog om en markant periode i danmarkshistorien