Lektørudtalelse

Forfatter: Søren Brunbech

Anvendelse/målgruppe/niveau

Ældre læsere vil kunne huske Knud Pheiffer fra efterkrigstidens danske revyscene, andre vil efterspørge bogen for noderne og teksterne til hans lette og elegante revyviser

Beskrivelse

En bog om revykomponisten og forfatteren Knud Pheiffer i anledning af 100-året for hans fødsel, skrevet af hans steddatter Susanne Breuning. Den går kronologisk frem fra 1937 hvor Pheiffer bl.a. skrev En lille pige i flade sko. Så følger vi år for år hans karriere på den danske revyscene, hvor han i en årrække gjorde sig gældende med sine elskværdige og elegante Fiffer-revyer. Der er et godt og varieret layout med avisudklip, revyplakater og pressebilleder etc., der formidler atmosfæren omkring datidens revyscene. Der er også gengivelser af 25 af Knud Pheiffers sange, hvor nodebillede med becifringer og tekst står fint, og som man kan høre i originalindspilninger på den medfølgende cd

Sammenligning

Samlede fremstillinger af den danske revyhistorie finder man i Erik Hvidt Politikens revyhistorie, 1981 og Emil Marott Dansk revy, bind 1-3, 1991

Samlet konklusion

Et portræt af revy-kunstneren Knud Pheiffer, der også fungerer som godt tidsbillede fra den revyverden der underholdt danskerne i efterkrigsårene. Gengivelse af 25 af Pheiffers sange og melodier, hvoraf en del stadig er ørehængere