Lektørudtalelse

Forfatter: Jørgen Bartholdy

Anvendelse/målgruppe/niveau

Denne brede introduktion til personen Darwin og hans teorier henvender sig især til større børn i folkeskolens ældste klasser, men den kan også læses af interesserede voksne, som ønsker en hurtig introduktion til teorierne og ikke mindst til deres skabelses- og tidlige udbredelseshistorie

Beskrivelse

Bogen er letlæst og følger Darwins liv kronologisk fra barndommen over rejserne og teoridannelsen til diskussionerne om teorierne, som de forløb i Darwins levetid. I nogle korte forløb, forfølges forskellige sideemner. Bogen forholder sig primært til emnet som det blev behandlet i Darwins egen tid. Bogen beskriver og forklarer teorierne, men det er ikke nogen debatbog, så de nyeste diskussioner om intelligent design berøres ikke. Bogen er godt og fornuftigt illustreret og står som en sober og grundig introduktion til emnet. Litteraturlisten, der primært henviser til engelsksprogede titler rammer nok noget over bogens målgruppe, men det er rosværdigt, at der er henvisninger til webadresser med primærkilder

Sammenligning

Darwin er i vælten i disse år. Ikke blot anfægter forskellige religiøse grupper hans teorier. Han "fylder" desuden selv 200 år og hans teorier 150 her i 2009 og der er derfor kommet flere titler om ham. Denne falder hvad angår omfang og målguppe mellem Hanne Stragers: Som at tilstå et mord, 2009 og Heidi Moores: Charles Darwin : evolutionsteoriens fader, 2009

Samlet konklusion

Sober og velskrevet introduktion til personen Darwin og hans teorier