Lektørudtalelse

Forfatter: Ulla Møller

Anvendelse/målgruppe/niveau

Her lærer de 4-6-årige, at almindelig hygiejne bl.a. omfatter hyppig håndvask. Bogen kan bruges hjemme og i institutioner til en snak om vigtigheden af at vaske hænder, også selv om de ikke er "særlig snavsede"

Beskrivelse

Mauela Olten er kendt som illustrator af og forfatter til flere billedbøger. Hendes specielle tegneteknik genkendes i denne titel, sjove, skæve, undertiden collageagtige illustrationer, holdt i stilfærdige jordfarver. Der er et fint samspil mellem teksten og illustrationerne, der er placeret afvekslende på siderne. Teksten er skrevet af Wanja Olten, og det er hans debut som forfatter. Bogen handler om en lille pige, der ikke kan forstå, hvorfor hun skal vaske hænder, når snavset ikke kan ses. Selv om hendes mor forklarer hende om alle de bakterier, der lever på håndfladerne, en forklaring der i øvrigt er meget morsomt illustreret, taler hun for døve øren. Ganske vist har pigen en række skrækscenarier om sygdom og indlæggelse, men ikke tilstrækkeligt til at overbevise hende om nødvendigheden af at vaske hænder

Sammenligning

Jeg kan kun komme i tanker om Karius og Baktus, der i skønlitterær form formidler viden om bakterier og om betydningen af at komme dem i forkøbet. I fagbilledbøger om kroppen er der afsnit om bakterier, sygdom og forebyggelse

Samlet konklusion

Med truslen om en influenzapandemi er det vigtigt, at også de yngste bliver gjort bevidste om, hvorfor hænderne skal vaskes tit. Slutningen er desværre noget upædagogisk, for hovedpersonen beslutter at udskyde håndvasken til senere