Lektørudtalelse

Forfatter: Elin Søborg

Anvendelse/målgruppe/niveau

Dette 3. bind i serien er som de tidligere guf for de hestetossede piger i 9-12-års-alderen

Beskrivelse

Ponypigen Myggen har især i loyalitet overfor sin døde mor problemer med, at Marianne og hendes datter Elsa er på vej ind i hendes og faderens liv, men langsomt accepterer hun, at man godt kan elske mange og på forskellig måde. Samtidig fører hun an i en kampagne for at forhindre kommunen i at lægge et golfhul i ponyernes vinterkvarter, og dagligdagen bliver lidt problematisk med vennerne Oskar og Sara, der får nye interesser ved siden af ridningen. Vægten er lagt på Myggens følelser og udvikling frem for action, men hendes nære problemer skal nok fastholde målgruppen

Sammenligning

Der findes rigtig mange gode hesteserier for samme aldersgruppe fx Hallbergs Teddy, Harilds Pony & co, Hagmars Klara og Brookes Heartland, mens Hallbergs Sigge og Harilds Pjok og Petrine er for de lidt yngre

Samlet konklusion

En fin fortælling uden de store dramatiske højdepunkter men med den dagligdag og kærlighed til heste, målgruppen søger. Godt sprog og god indlevelse i miljøet og meget identifikation for hestepigerne