Filmvurdering

Forfatter: Ulrich Breuning

Anvendelse/målgruppe/niveau

Et 3D-animeret eventyr med billedskønne tableauer og en lille kæk mus plus en uheldig rotte som hovedkarakterer. Det lyder som en børnefilm eller i det mindste en såkaldt familiefilm, men Eventyret om Despero har en alvorstung tone og besidder en god portion gedigen gotisk uhygge, der ikke er egnet som harmløs underholdning i børneværelset. Handlingen er på den anden side for barnlig og forudsigelig til for alvor at kunne interessere et voksent publikum. Filmen har således lidt uheldigt placeret sig mellem to stole

Beskrivelse

Der hersker fred og fordragelighed i kongeriget Dor, hvor den årlige suppedag er den store begivenhed. Men en uheldig søulk af en rotte forstyrrer ceremonien med tragiske følger, så kongen forbyder suppe og forviser alle rotter. Grå tristesse sænker sig over Dor, og det kræver en modig ridder af ære at bringe glæde og farver tilbage. En sådan ridder er musen Despero med de store ører!

Sammenligning

Den ene af filmens to instruktører, Sam Fell, har tidligere skildret et rotteliv i den ikke ganske uefne Skyllet væk, 2006, og rotter er også hovedingredienser i den noget mere vellykkede animation Ratatouille fra Disney og Pixar. Men mestendels minder Eventyret om Despero, 2008 om amerikanske live action-udstyrsfilm a la Klokkeren fra Notre Dame anno 1939

Samlet konklusion

Med erklæret inspiration fra hollandske mestre som for eksempel Vermeer er billedsiden en konstant nydelse. Men fortællingen er uden narrativt fokus, og for mange informationer er overladt til en traditionel fortællestemme