Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Majgaard Jensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Ny udgave af Huxleys kendte roman til klassikerlæsere og opgaver i samfundsfag og dansk fra 9. klasse og opefter

Beskrivelse

Aldous Huxley (1894-1963) skrev sin berømte dystopi i 1932. Den fortæller om et rationalistisk totalitært forbrugersamfund, som under mottoet "Fællesskab, ensartethed og uforanderlighed" producerer mennesker på samlebånd for at sikre et ensartet, forudsigeligt produkt. Alle er velafrettede og tilfredse, men katastrofen lurer, da en utilpasset borger (der er sket fejl i produktionen af ham) importerer en Shakespeare-læsende vildmand fra et reservat. Fagre nye verden virker stadig aktuel og vedkommende - ikke mindst fordi forbløffende mange af dens dystre forudsigelser er gået i opfyldelse. Sprogligt er romanen stadig frisk med både humor og sarkasme. God typografi, flot omslag med motiv fra Lighthouse Århus

Sammenligning

Romanen blev oversat til dansk i 1932 og er kommet i adskillige udgaver, senest i 1998. Denne nye udgave er stadig i Harriet Oppenhejm og Henning Kehlers udmærkede oversættelse men med relevant sprogligt eftersyn og forord ved Jacob Jonia. Der er ikke grund til at udskifte 1998-udgaven (Aschehoug 2. udg.), som har fin typografi og omslag, mens 1960-udgaven (Aschehoug 1. udg. med mange oplag helt op gennem 1980'erne) er gnidret og pensionsmoden

Samlet konklusion

Ny udgave af Huxleys slidstærke klassiker fra 1932. Romanen er vedkommende og fungerer fint sprogligt, også for yngre læsere. Fint layout og god typografi. Godt omslag, som vil appellere til græssende lånere