Lektørudtalelse

Forfatter: Anny Skov Madsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Roen og hyggen, trods kriser, er intakt også i M. Willets nye roman, så hendes mange ældre kvindelige læsere vil ikke blive skuffet

Beskrivelse

Tiggys kæreste er død og hun søger tilflugt hos en god veninde, Julia, der bor langt ude på landet i Cornwall. Her vil hun blive til hun har født hans barn. Inden hun tog af sted, besøgte hun sin farmor, og hun fik en lille bronzestatuette, som forestiller drengen Merlin med falken på hånden, som en slags maskot. Tiggy har brudt med sin far, der samlede på kunst, og hendes mor er død. Begivenhederne udspiller sig midt i 1970'erne og ca. 30 år senere, da Tiggys søn, Zack, venter sit første barn. Nogle hemmeligheder fra fortiden truer hans livsgrundlag. Der drikkes te og spises scones på de hyggelige landsteder med de smukke interiører, og der er knitrende ild i kaminen, imens man taler om livets store spørgsmål generationerne imellem. Den storslåede natur, som både er barsk og gavmild, giver en fin klangbund til de menneskelige relationer og følelser

Sammenligning

R. Pilcher, M. Binchy og M. Willett hører alle tre til i den hyggelige engelske fortælletradition

Samlet konklusion

Tiden står stille på den gode måde i Marcia Willetts slægtsromaner, og hun er eminent til at skildre de familiemæssige relationer generationerne imellem på godt og ondt. Trods kriser, brud og sorg hvirvles man ind i et lyst univers, hvor personerne kommer overens med deres dilemmaer og livet kan gå videre