Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Majgaard Jensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Fin bog til klassikerlæsere, som holder af den engelske tradition fra Austen til Dickens med et både skarpt og humoristisk blik på samfund og menneskelig dårskab

Beskrivelse

E.M. Forster (1879-1970), stor engelsk forfatter, først nu får vi en dansk oversættelse af hovedværket Howards End fra 1910. Den fortæller om tre familier, der repræsenterer hver sin del af England: Søstrene Schlegel repræsenterer den intellektuelle humanisme, familien Wilcox står for den forretningsmæssige foretagsomhed, mens ægteparret Bast er underklassen, som længes efter poesi og anstændige levevilkår. De tre familiers liv væves sammen med landstedet Howards End som fikspunkt. Dermed gives et billede af et engelsk samfund i opbrud med alle dets modsætninger: Londons larm og ræs sat op mod landlivets ro, kapitalisme kontra humanisme, magthaveriske mænd versus selvstændighedssøgende kvinder, borgerskabets stive normer som modsætning til tolerance. Det skaber altsammen en levende fortælling om et England af i går som grundlaget for vor tid, og som derfor stadig virker vedkommende

Sammenligning

Howards End er her i landet bedst kendt på grund af den prisbelønnede filmatisering fra 1992. Men også andre af Forsters romaner er filmatiseret, og romanerne bliver stadig læst, for eksempel Vejen til Indien, senest 1987, og Værelse med udsigt, senest 1986

Samlet konklusion

Fint initiativ at oversætte denne klassiker til dansk med dens flotte, vedkommende skildring af engelsk samfund og kultur i den turbulente tid omkring 1900