Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Anvendelse/målgruppe/niveau

Roman fra Sicilien om en velhavende pater familias og hans kvaler med hustruen, elskerinden, børnene, børnebørnene og ikke mindst det spørgsmål, som har naget ham hele livet: Hvem var hans mor egentlig? Romanen formelig bader i et gyldent italiensk lys og skrider i den første halvdel kun langsomt fremad, så man næsten kan føle sig hensat til en film af brødrene Taviani. Flot forside

Beskrivelse

Tito er en ældre velhavende pastafabrikant, som lever tilbagetrukket med sin store familie på Sicilien. Hverdagen byder på forskellige trakasserier, men Tito bliver rystet i sin grundvold, da han kommer på sporet af den mor, som han aldrig har kendt identiteten på. Indtil da har romanen været ret stillestående, men da Titos gamle faster så kommer til orde og tænker tilbage på sit livs store kærlighed, begynder man at læse rigtig hurtigt for at få vished for, hvorvidt ens anelser holder stik. Og det gør de. Fasteren og Titos far var elskende, og da hun bliver gravid, sørger de for, at ingen får kendskab til de rigtige familieforhold. Tito bliver forsonet med fasteren (moderen) på hendes dødsleje, og alt ender, som det skal. Smukt skrevet familiedrama med patos og lidenskab

Sammenligning

Simonetta Agnello Hornby (f. 1945) har tidligere skrevet Mandelplukkersken, 2004 og Arvetanten, 2006 og har bebudet, at hendes sicilianske trilogi nu er afsluttet

Samlet konklusion

Familiedrama om kærlighed og livslange hemmeligheder i en velhavende siciliansk familie. Smukt skildret, men i lang tid kun langsomt fremadskridende