Lektørudtalelse

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

For de håndarbejdsglade voksne og unge er her inspiration til at bruge den gammelkendte hæklede oldemorsfirkant i nye sammenhænge. Ikke en begynderbog, men heller ikke vanskelig for hæklevante. Man skal bare være fortrolig med teknikkerne og med at læse en opskrift

Beskrivelse

Forfatteren har skrevet flere håndarbejdsbøger, bl.a. Varme tasker. Her er den klassiske hæklede firkant taget under behandling, og formatet, lidt større end en pixibog, matcher motivet pænt. Firkanten, som vi husker fra bl.a. oldemors slumretæpper får nyt liv, bl.a. som flot taske, hjemmesko eller i bærestykket til en sej bluse. I bogen er også små kurve til brød o.l., hæklet af plastikledning, stofstrimmel eller kobbertråd. De 13 modeller er vist på gode farvefotos og opskrifterne er ret kortfattede. Mange af modellerne er valkede, fremgangsmåden er beskrevet. Bag i bogen er der en liste over forkortelser, men der er ingen teknisk vejledning - hækleteknikkerne forudsættes kendt. Jeg savner en teknisk detaljeret illustration af firkanten

Sammenligning

Den klassiske hæklede firkant kan ses i forskellige sammenhænge i mange hæklebøger, fx Politikens hæklebog, men jeg er ikke stødt på andre bøger hvor den ligefrem danner tema

Samlet konklusion

Udmærket lille inspirationsbog om en klassisk hæklegrundform, omsat til moderne tøj, hjemmesko, tasker og kurve. Det lille kvadratiske format rummer således meget inspiration på begrænset plads, men nogle vil savne beskrivelse af hækleteknikkerne, som må findes i andre bøger efter behov