Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Güllich-Nørby

Anvendelse/målgruppe/niveau

Samling af små-fortællinger, der umiddelbart har en relativ smal målgruppe, men som blot skriger på lidt formidling. Jeg forestiller mig læsere af biografier og af anderledes bøger med udgangspunkt i hverdagslivet, måske også til højtlæsning

Beskrivelse

Garrison Keillor, der med sit radioshow "A Prairie Home" er kultfigur i USA, samler her 32 af sine bedste fortællinger fra den fiktive by Lake Wobegon. På dansk er tidligere kommet Lake Wobegon fra 1987 og Farvel til Lake Wobegon i 1989. Allerede i 1973 begynder GK at fortælle sin fortsatte "Americana-saga" om dagliglivet i den lille by fra Midtvesten. For mange en lilleput-verden at spejle sig berigende i. Alle historier om Lake Wobegon starter ens: "Det har været en stille uge i Lake Wobegon". Og det er netop oftest stille uger, sammenlignet med storbyernes hurlumhej. Ikke, at det ikke er dramatisk, når en ung mand kører sin fars Winnebago (mobil-home) på is, han har i øvrigt en kæreste, der er bassist i "De Splitterravende Eskimononner", eller når en rigtig mand ligger frosset til sit eget tag og skammeligt nødtvunget får "konelig" assistance. Humor, en dygtig sans for det små i det store og omvendt, finurligheden og det genkendelige hverdagsliv som forløser. Keillor gør det meget underholdende

Sammenligning

Keillor er en ret unik fortæller og jeg kan ikke umiddelbart finde nogen at sammenligne med

Samlet konklusion

Underholdende og humoristiske fortællinger som endda ofte er gode for lidt stille eksistentiel klogskab