Filmvurdering

Forfatter: Ulrich Breuning

Anvendelse/målgruppe/niveau

Hovedkarakteren i DR's ungdomserie Isas stepz hedder Isabella (forkortet til Isa, heraf titlen) og er 13 år. Hun er vild med at hiphoppe og samtidig lun på sin danselærer. Målgruppen er altså klart defineret: Teenagepiger med endnu rimelig uskyldig interesse for dans og dating, drenge og drømme!

Beskrivelse

Isabellas farfar er danselærer, og egentlig finder hun det ganske spændende, at hun og hendes far for en tid skal bo på selve danseskolen. Det giver nemlig Isa mulighed for at dyrke dans og ikke mindst danselæreren Lucas. Og samtidig kan hun være meget sammen med veninden Ronja, der har et sjældent stort drengeforbrug. På danseskolens blanke gulv træder også den yderst selvtilfredse Zac sine selvsikre skridt. Og så er der farfar, som friskt, forfjamsket forsøger at få sin danseskole til at ligne en indtægtskilde!

Sammenligning

DR har en lang tradition for at præsentere ny dramatik i form af tv-serier, og her glemmer man ikke, at børn og unge også har ret til at opleve fjernsyn i øjenhøjde! Isas stepz forholder sig til traditionen fra gode, gamle Nana til den noget nyere serie om den pinlige Max og kan ses som et forsøg på at skabe en nogenlunde jordnær dansk pendant til populære udenlandske popserier som fx Disney-koncernens High school musical

Samlet konklusion

Et prisværdigt forsøg på at skabe noget nyt, lidt anderledes og alligevel skæve til målgruppens interessesfære. Men Isas stepz er desværre ikke ambitiøs nok og alt for klichéfyldt til at kunne anbefales som meningsfuld underholdning