Lektørudtalelse

Forfatter: Knud Weile

Anvendelse/målgruppe/niveau

En koncentreret og hurtig gennemgang af regnskabslærens grundbegreber i Børsens miniserie Kort til viden. Henvender sig til fx nye bestyrelsesmedlemmer, folk med iværksætterdrømme eller økonomisk ukyndige, der vil se specialisterne lidt i kortene i finanskrisens malstrøm

Beskrivelse

Forfatterne gennemgår og forklarer kort de grundlæggende regnskabsbegreber med aktiviteterne i et fiktivt produktions- og salgsfirma som udgangspunkt. Bogens eksempler er enkle og letforståelige, og den teoretiske gennemgang suppleres af et værktøjsafsnit, en selvtest i det gennemgåede stof og fyldige henvisninger til supplerende læsning

Sammenligning

Der findes i forvejen rigtig meget litteratur om emnet, men den lille bog her udmærker sig ved sin overskuelighed og letforståelige beskrivelser af et komplekst stofområde

Samlet konklusion

En lille regnskabslærebog med hurtige forklaringer på den grundlæggende økonomistyring i en virksomhed. Det er ikke en bog, der kan stå alene, men den kan fungere som en første introduktion til den grundlæggende regnskabslære og praktisk virksomhedsøkonomi