Lektørudtalelse

Forfatter: Kirsten Katholm

Anvendelse/målgruppe/niveau

Samlingen har undertitlen "Skilsmissedigte" og er den sårede parts beretning. Den vil kunne læses af alle og vil finde stor genklang hos de mange, der har været involveret i en ulykkelig skilsmisse

Beskrivelse

Digtsamlingen består af tre dele, hvoraf den første "Tak for besøget" indeholder en række digte fortalt af den ensomme og sårede kvinde, som er blevet forladt af sin elskede mand. Her beskriver hun i et meget direkte og konkret ordvalg sine tanker om den vold og ondskab, hun ville udøve på manden, som hun elsker og hader: "...hvordan det ville være/at hugge en køkkenkniv/ind i en vis mands øje. Og ind i hans/...". Næste del "Husk at gemme en smule til nissen" indeholder 13 dagbogslignende notater om børn, skilsmisserealiteter og julerier og hun beskriver her sin skamfuldhed over at blive skilt og sin skyldfølelse overfor børnene. Sidste del "Giftige blomster og bær" rummer ét langt digt og er en udtryksfuld og følelsesladet beretning om ægteskabets præmisser

Sammenligning

Lone Hørslev har udgivet flere velanmeldte digtsamlinger og romaner

Samlet konklusion

Digte og dagbogsnotater der fortæller med en åben ærlighed om de forskellige facetter af en ulykkelig skilsmisse og kan sammenlignes med anden bekendelseslitteratur. I løbet af to måneder, hvor Lone Hørslev befandt sig i en kaotisk tilstand på grund af skilsmissen, skrev hun disse rasende, smertelige, sårede og inderlige digte og dagbogsnotater