Lektørudtalelse

Forfatter: Lotte Lykke Simonsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen kan anvendes til oplæsning for børn fra 5-6 år, såvel i hjemmet som i indskolingen

Beskrivelse

Mange kender nok det smukke og eksotiske eventyr om Kejseren af Kina og den lille nattergal, der synger så fortryllende, indtil den dag, en mekanisk fugl overtager pladsen. Men der vil sikkert også være mange, hvor det er første gang, de vil blive præsenteret for dette lidt anderledes H.C. Andersen'ske eventyr. Sproget i denne bog er let bearbejdet i forhold til originaludgaven fra 1843. Retstavning, tegnsætning og enkelte udtryk er gjort nutidige. Men sproget har stadig en rytme og en stil, der er med til at gøre eventyret til et, der gør indtryk. Ved første øjekast kan illustrationerne virke lidt glatte i stilen, men giver man sig tid til at studere dem nærmere, kommer man ind i en spændende verden. Der er mange forskellige udtryk og indtryk i de smukke og stemningsskabende illustrationer. Her folder det kinesiske miljø og særpræg sig ud, både i genstande og miljø. Perspektiv og billedstørrelse varierer. Det er billeder der kræver en god billedlæser, og flere af dem har et vokset præg. Selv om illustrationerne er kinesiske, kan de i stil sammenlignes med den russiske tegnestil, som vi kender fra mange billedbøger i Danmark

Sammenligning

Der findes mange udgaver af Nattergalen, men denne kan sagtens være et fint supplement til eventyrgruppen - for de største billedbogsbørn

Samlet konklusion

En billedbog med et kendt eventyr, i en smuk stil, som lige kræver at man giver den lidt mere tid, når man åbner bogen