Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Kronborg

Anvendelse/målgruppe/niveau

For at få fuldt udbytte af De ukuelige skal målgruppen af unge og voksne superheltefans have læst de tidligere albums i serien

Beskrivelse

De ukuelige er fjerde og sidste del af den beretning, der startede i albummet De priviligerede. Superheltene i X-Men-gruppen er på vej til planeten Breakworld for at forhindre magthaverne her i at ødelægge Jorden. Men blandt gruppens medlemmer befinder sig den person, som ifølge en spådom vil blive skyld i Breakworlds destruktion. Der er lagt op til en stribe spektakulære konfrontationer mellem de stridende parter, og X-Men-gruppen kommer ikke intakt ud af kampene. Som altid i superhelteverdenen er det voldsomme kræfter, der er i spil, når overmenneskene slås om verdens skæbne, og det er helt klart i actionscenerne, Whedon og Cassadays udgave af X-Men har sin styrke. De højspændte skildringer af kosmiske dueller fungerer langt bedre end de noget skabelonagtige personportrætter, og det gælder både manuskriptet og billedsiden

Sammenligning

Whedon og Cassadays version af Marvels X-Men-univers er tydeligt påvirket af 1980'ernes X-Men ved Chris Claremont og John Byrne. Det er ikke den dårligste inspirationskilde, man kan tænke sig

Samlet konklusion

I en historie, hvor døde personer bringes tilbage til livet, kan det som læser være svært at afgøre, om intrigen gennemføres logisk og stringent inden for sine egne superhelterammer. Den lange beretning om X-Men's forsøg på at redde Jorden slutter dog episk tilfredsstillende med et klassisk dramatisk klimaks