Lektørudtalelse

Forfatter: Bo Knudsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Charles Darwin blev født 12/2 1809. I anledning af hans 200-årsdag kommer her en flot fagbog. Mest til skolebrug. Selvlæsning fra ca. 10 år. Oplæsning fra ca. 9. Indbydende forside

Beskrivelse

Gennem en fiktiv 10-årig skibsdrengs dagbog følger vi Darwin på rejsen med skibet "Beagle" 1831-1836. Fra en børnevinkel hører vi om Darwin som person, stederne de besøger, fund og observationer og livet ombord. En tredjedel af bogen indeholder faktaafsnit om turen, om Darwins liv efterfølgende og om samtidige videnskabsmænd + ordliste og register. Udviklingslæren er mest indirekte beskrevet. I et roligt layout på kraftigt, gulnet papir er teksten sat i to spalter. Der er store naturalistiske tegninger med akvarellignende farvelægning. Skønt ordene tydeligvis er lagt i drengens mund af en voksen og illustrationerne er lidt glansbilledagtige er det samlede indtryk positivt

Sammenligning

Op til Darwins 175-års fødselsdag lod man også fiktive skibsdrenge fortælle. Fx i de tilsvarende, men lidt sværere, Darwin og hans rejse med "Beagle", 1982 og På eventyr med Darwin, 1982. Darwin og udviklingslæren, 1992 er, som titlen siger, mere direkte om Darwins ideer

Samlet konklusion

At få en pæn og indbydende bog om Darwin nu, til at supplere udbuddet, er en god idé. Adskillige lærere, og enkelte forældre, vil tage godt imod den. Og om få år vil den indeholde lige så mange blyantsstreger som de ovenfor nævnte bøger