Lektørudtalelse

Forfatter: Martin W Hansen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen henvender sig til alle barnlige sjæle, der trænger til at komme i en god julestemning. Kan selvlæses fra ca. 10 år og bruges til højtlæsning fra 6 år

Beskrivelse

Kenneth Bøgh Andersen er en af vore bedste børnebogsforfattere, som denne gang har allieret sig med den altid kompetente Sussi Bech, om denne charmerende julefortælling. Historien om de to børn der intet ønsker sig til jul, og den efterfølgende mismodige stemning, som den oplysning, medfører i Nisseland. Det lægger en voldsom dæmper på julestemningen, og de to unge drillenisser Loppe og Skjalte beslutter sig for at gøre noget ved det. Bogen er flot produceret og virker som om, den kan modstå de mange gennemlæsninger, den med garanti vil få mange julemåneder frem i tiden. Min eneste anke er, at den kun indeholder 12 kapitler. Hvis den var bredt ud over 24, ville den fremstå som den perfekte højtlæsningsbog til julemåneden

Sammenligning

Det var tæt på, men til højtlæsning i julemåneden er der, efter min mening, stadig intet der slår Bjarne Reuters Børnenes julekalender, 1979

Samlet konklusion

Et virkeligt frist pust af en julefortælling, der fortjener at blive læst af alle barnlige jule-elskere - jeg glæder mig allerede til jul