Lektørudtalelse

Forfatter: Michael Olsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Den inderste kreds er en typisk skandinavisk krimi, hvor personernes privatliv fylder lige så meget som krimigåden. Så læsere af blandt andet Liza Marklunds krimier vil blive glad for denne bog også

Beskrivelse

På Gotland bliver en hest fundet død. Den er halshugget, men hovedet er forsvundet. Det er midt i agurketiden, så den udstationerede tv-journalist Johan Berg er meget interesseret i sagen. Og interessen bliver absolut ikke mindre, da en morder pludselig slår til og på makaber vis myrder en ung arkæologistuderende. Flere mord følger og den lokale politiinspektør Anders Knutas kæmper for at løse sagen, imens Gotland bliver oversvømmet af flere interesserede og meget nysgerrige journalister. Den inderste kreds er Mari Jungstedts tredje bind i serien om Anders Knutas og Johan Berg. Krimien er udmærket skrevet og alle tråde bliver bundet sammen til sidst. Bagsideteksten er dækkende for indholdet

Sammenligning

Den inderste kreds minder i høj grad om de mange andre femikrimier, der er dukket op de sidste år. Dog er hovedpersonerne i denne bog mænd og mordene er en anelse mere makabre, end det er normalt for genren

Samlet konklusion

Den inderste kreds er en udmærket krimi, der følger trenden fra de efterhånden mange andre skandinaviske krimier. Personerne er vedkommende og historien bliver fint rundet af til sidst