Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Kronborg

Anvendelse/målgruppe/niveau

Astonishing X-men er en superhelteserie for store drenge og unge

Beskrivelse

De splittede indeholder kapitel 13-18 af de 24 kapitler, som tilsammen udgør Whedon og Cassadays indsats på Astonishing X-men-serien. Dette tredje album af fire fortsætter beretningen om Astonishing X-men's forsøg på at afsløre forræderen i gruppens midte, og intrigen præsenterer nogle spektakulære og dramatiske opgør i samme anledning. Da albummet slutter, er X-men-gruppen på vej mod planeten Breakworld, som forræderen iblandt dem er forudbestemt til at ødelægge. Fortsættelse følger. At læse Marvel-tegneserier føles ofte som at deltage i en privat fest uden at være inviteret, og det gælder i høj grad i dette tilfælde, hvor forståelse af intrigen kræver et ret indgående kendskab til Marvel-universet. Hvad er fx Hellfire Club? Og hvorfor er medlemmerne her ude efter X-men? For en ikke-indviet læser er spørgsmålene flere end svarene - og det vigtigste spørgsmål af dem alle må være: hvad er meningen med det hele?

Sammenligning

Marvel-universet er en lukket verden, hvor de enkelte elementer peger indad mod hinanden i et nærmest klaustrofobisk tæt sammenvævet hele, der kun sjældent giver plads til eksistentielle perspektiveringer

Samlet konklusion

Whedon og Cassadays Astonishing X-men har vundet amerikanske tegneseriepriser, og seriens billedside viser da også habilt håndværk. Indholdsmæssigt hæver serien sig dog ikke over gennemsnittet