Lektørudtalelse

Forfatter: Kirsten Thorning Thagaard

Anvendelse/målgruppe/niveau

Femte bog af i alt otte i serien Elverdronningens riddere. Bogen henvender sig til let rutinerede læsere i 3.- 4. klasse (fra ca. 9 år) men også til ældre elever med læsevanskeligheder. Fantasy- og eventyrfreaks vil også sluge dette bind, som kan læses uafhængigt af de tidligere bøger i serien. Bogen kan desuden bruges til oplæsning fra 7 år

Beskrivelse

Denne gang bliver en af elverdronningens riddere, Valnød, udfordret af en fremmed ridder på en hvid panter. Valnød har dog ikke spor lyst til at kæmpe mod den fremmede ridder, som viser sig at være en smuk ung kvinde, Krystal, som han er forelsket i. Det viser sig, at Valnøds far har været skyld i, at Krystals slægt er blevet forvandlet til sten ved hjælp af trolddom. Sproget er klart og fængende - med korte sætninger og megen dialog - og danner flot parløb med de dynamiske og farvestrålende illustrationer i mangastil. Flot og indbydende forside

Sammenligning

Bogen er bygget op på samme måde som de forrige bøger, hvor der lægges op til næste bog i serien ved at stille relevante spørgsmål til handlingen. Med lix 22 er den en del sværere end fx Drageherren

Samlet konklusion

Endnu en spændende og indbydende bog i en helstøbt fantasyserie til mellemtrinnet (fra 9 år). Til drenge og piger, der holder af eventyrlig spænding krydret med lidt forelskelse. Seriens mange læsere vil heller ikke denne gang blive skuffede men glæde sig til bind 6