Lektørudtalelse

Forfatter: Anne Grete Jacobsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Jane Aamunds længe ventede roman henvender sig til de mange læsere, som holder af en god underholdende historie med meget dramatik. Formidling er vist ikke nødvendig her, Jane Aamunds navn og mange trofaste læsere er nok

Beskrivelse

Jane Aamund, som flere gange er kåret til danskernes yndlingsforfatter, præsenterer her 1. del af en slægtskrønike. Temaet er de mange danskere, der i midten af 1900-tallet udvandrede til Argentina. Jens er en af dem. Han er gift med Kirsten, og de arbejder på den lollandske slægtsgård, men for Jens er der ingen udfordringer ved det. Han vil ikke bare følge i familiens fodspor. Desuden er der ikke det bedste forhold mellem ham og svigermoderen. Kirsten vil ikke med, så Jens tager af sted alene. Stor skandale. Han har brug for penge til overfarten, derfor arbejder han i et stykke tid hos sin onkel, som har en kro. Der møder han tjenestepigen Marie, som han bliver forelsket i. Mange trængsler senere ankommer han til Argentina, hvor han får kontakt til en række danskere, og efterhånden bliver han etableret. Jeg røber vist ikke for meget ved at fortælle, at Kirsten har fortrudt, så hun rejser også til Argentina, hvor hun bliver forenet med Jens. Men hvad med Marie? Fortsættelse følger i 2009

Sammenligning

Vi har mange udvandrerhistorier, men der er ikke så mange, der drejer sig om udvandring til Sydamerika

Samlet konklusion

Jeg er sikker på, at Jane Aamunds mange og trofaste læsere også vil tage denne roman til sig. Kulørt, ja det er det, men også effektiv og velskrevet underholdning