Lektørudtalelse

Forfatter: Kent Skov

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen henvender sig til de trofaste Connelly-fans og andre, der endnu ikke måtte have oplevet hans politiromaner i en mere moderne, men letløbende og hårdkogt stil med plads til et psykolgisk perspektiv

Beskrivelse

Ny krimi af den velprøvede krimiforfatter med den lige så garvede småvrisne politidetektiv Harry Bosch. Bosch, der ellers har ladet sig pensionere, bliver til sin overraskelse "genindkaldt" til tjeneste af den nye politidirektør. Efter politisk uro og udbredt korruption inden for politikorpset vil chefen rydde op i de mange uafsluttede sager. Det sættes Bosch til sammen med sin tidligere makker Kiz Rider. De skal efterforske en sag om et uopklaret mystisk skuddrab i 1988 på en ung pige. Siden er dna-analyser blevet mulige, hvilket gør det muligt at koble væv fra pigen til det gevær hun blev myrdet med, men dødsfaldet forbliver mystisk og trækker spor ind i politikorpset. Det viser sig nemlig svært at hænge den tilsyneladende gerningsmand, Roland Mackey op på mordet. Da de dykker yderligere ned i den oprindelige efterforskning viser det sig, at den ene undersøger har begået selvmord, og den anden politimand spiller en tvivlsom rolle, og har måske endda dækket over en forbindelse højere op i systemet. Plottets drejning indad er et godt greb, giver en vellykket thriller og åbner for et etisk perspektiv

Sammenligning

Bogen ligger i den absolut gode ende af MC's Bosch-romaner

Samlet konklusion

Underholdende, effektiv og lidt anderledes krimi med den gennem mange romaner kendte politidetektiv Harry Bosch