Lektørudtalelse

Forfatter: Kent Skov

Anvendelse/målgruppe/niveau

Kommenteret udgave af Niels Lyhne i DSL's klassiske gedigne udstyr. Udgaven her er også forsynet med efterskrift og noteapparat. Og at dømme efter de mange blyantnoter og understregninger i bibliotekets tidligere udgaver er romanen stadig oplagt til undervisnings- og studiebrug fra gymnasiet og op

Beskrivelse

J.P. Jacobsens naturalistiske udviklingsroman om en mand med store forventninger til livet, der ender med at dø i slaget ved Dybbøl i 1864. Romanen er også en samtidsroman i perioden, der på baggrund af det moderne ateistiske og frigørende livssyn, som Brandes introducerer, formulerer en version af det moderne menneske. Bogen her er en revideret udgave af DSL's første fra 1986

Sammenligning

Niels Lyhne er udkommet mere end 20 gange siden førsteudgaven i 1880; senest i 2006 både i form af en anden forlagsklassikerversion og tidligere som billigbog i flere omgange. Udgaven her er 2. reviderede udgave af DSL's første kommenterede udgave af værket fra 1986. Den nye udgave her har samme opbygning og omfang som forgængeren og er udstyret med seriens nye mere appellerende forside med portræt af forfatteren på tekstbaggrund. Bibliografiafsnittet og tekstrettelserne er opdateret og noteafsnittet ligeså

Samlet konklusion

Romanen er en uomgængelig klassiker med opdaterede tekstafsnit, der dog ikke overflødiggør den første udgave, hvor den måtte være intakt. Romanen står stærkt både i sin samtid og i nutiden