Lektørudtalelse

Forfatter: Søren Brunbech

Anvendelse/målgruppe/niveau

En lærebog i hvordan man laver korudsættelser af viser og folkelige sange. Den henvender sig blandt andet til undervisere og studerende på konservatorier og ved universiteternes musikfag, musiklærere på gymnasier, samt organister og korledere

Beskrivelse

Per Drud Nielsen er lektor i musik. Han gennemgår de mange problemstillinger, der knytter sig til korudsættelser af folkelige sange og viser. Det er spørgsmål om hvordan de enkelte harmonier bygges op og afløser hinanden, og hvordan man lader de enkelte korstemmer forløbe og flette sig ind i hinanden så resultatet bliver en både sangbar og velklingende sats. Den teoretiske gennemgang af korudsættelsens mange virkemidler og faldgruber er bygget op omkring 73 node-eksempler fra danske og nordiske sange. Det er en klart disponeret og veltilrettelagt fremstilling, der kræver nogle musikteoretiske forkundskaber hos læseren

Sammenligning

Der findes ingen nyere tilsvarende lærebøger i korudsættelser af viser og sange. Rune Bech Lauesen Harmonilære og koralharmonisering, 2006 er et blandt flere eksempler på lærebøger i den mere klassiske koraludsættelse

Samlet konklusion

En veltilrettelagt og klart disponeret lærebog, der også kan fungere som håndbog i korudsættelse. Den henvender sig fortrinsvis til læsere, der beskæftiger sig med kormusik på professionelt niveau