Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Kronborg

Anvendelse/målgruppe/niveau

Enhver, der har prøvet at være ung, vil kunne nikke genkendende til indholdet i Scott og Borgmans vittige tegneserie

Beskrivelse

15-årige Filip Dalbjergs mor læser i avisen: "En ny undersøgelse viser, at teenageres hjerner faktisk fungerer anderledes end voksnes". Oplysningen kommer ikke helt bag på hende, ligesom den næppe vil overraske læseren af den nye samling Zits-striber. 371 episoder fra en typisk teenagers liv dokumenterer snarere, at voksne og teenagere slet ikke stammer fra den samme planet. Filip er heldigvis begavet med et par rimeligt forstående og velmenende forældre, der ganske vist kan komme med håbløse bemærkninger som: "Hvornår er de begyndt at bringe E-post ud om søndagen?", men som samtidig i udstrakt omfang bærer over med sønnens gigantiske appetit, hans umådeholdne søvnbehov og hans omfattende roderi. Bl.a. fordi de selv udmærket husker, hvordan det var at være femten, forfjamsket, forfængelig og forelsket

Sammenligning

Zits kan ses som en art Steen og Stoffer med teenagere i hovedrollerne i stedet for børn, og et par af striberne i samlingen refererer ligefrem til Bill Wattersons serie. Scott og Bergman rammer dog kun sporadisk niveauet i Wattersons præcise perspektiveringer

Samlet konklusion

Zits befinder sig et godt stykke over gennemsnitskvalitetsniveauet for dagens avisstriber, og selv om emnespredningen i serien er relativt begrænset, lykkes det alligevel forfatterne at få afleveret mange fine iagttagelser af og kommentarer til den moderne teenager og do. tilværelse