Lektørudtalelse

Forfatter: Anne-Mette Lerche

Anvendelse/målgruppe/niveau

En let slægtsroman i trivi-genren til de mange Binchy- og Pilcher-læsere herunder "Bogen kommer"-lånerne

Beskrivelse

Bess er 18 år, da hun gifter sig med den velhavende Jack i Indien i tiden lige før 1. verdenskrig. Parret får også en lille søn, Frazer. Men Jack dør kort efter i en ulykke, og svigermoderen vil ikke lade Bess bo hos sig. Så den fattige Bess må tage hjem til faderen, der er bosat i imperiets hovedstad, London. Men uden Frazer, for ham beholder svigermoderen som erstatning for hendes døde søn! Herefter følger en lang slægtsfortælling om Bess' videre liv, om krig, hemmeligheder og en evig følelse af at have svigtet sit første barn. Klimakset hvor Frazer vender hjem til Bess efter 20 år, kommer meget pludseligt halvvejs igennem bogen. Da historien ikke rigtigt fænger, er det derfor svært at kæmpe sig igennem den sidste halvdel. Bogens kredser om temaet, at sætte "fodtrin i mørke", her i betydningen at starte sit liv forfra i et nyt land som kvinde i starten af 1900-tallet. Romanen her er den populære forfatters niende på dansk

Sammenligning

Bogen placerer sig fint i tråd med forfatterens andre romaner fra tiden før og under 2. verdenskrig

Samlet konklusion

I forhold til genren er romanen af meget svingende kvalitet. Men når man har tygget sig igennem de første 50 rodede sider, kan bære over med de karrikerede personer og den meget lette behandling af emner, der for hovedpersonerne må være dybt traumatiserende, skildrer bogen fint kvinders levevilkår i første halvdel af forrige århundrede