Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Güllich-Nørby

Anvendelse/målgruppe/niveau

Vil tiltrække kulturhistorisk interesserede, og særligt kaffe-interesserede. Kan oplagt bruges til opgaver på alle niveauer om kaffe, men er også en anderledes måde at læse og lære om historie på

Beskrivelse

"Og om lidt er kaffen klar" nynner man uvilkårligt med titlen på denne bog, hvor forfatteren med udgangspunkt i sit personlige forhold til kaffe, fra kaffestunder hos farmor skænket fra Madam Blå til mange andre (duft)erindringer, entusiastisk og humoristisk skænker op af historien om kaffen i Danmark. Den starter mørk som kaffen, hvis man følger bogens illustrerede tidslinje fra lænker og slavehandel til forsonende forsamlingshuskaffe efter krigsnederlaget i 1864. Her er Stauning og mellemkrigs-importen af kaffe på 27000 tons: En import som brat falder til nul tons i 1941 behørigt illustreret af et hagekors, for at toppe i 1970'erne med 51000 tons. Bogen fortæller i tekst og med en flot billedkavalkade om kaffens udbredelse til nydelse i Danmark, her kan man fx i en reklame se Pia Kjærsgaard og Naser Khader sammen nyde en Max Havelaar-mærket kaffe. Bogen kommer således vidt omkring kaffens danske kulturhistorie, og forfatteren fortjener bestemt et "tak for kaffe"

Sammenligning

Af nyere bøger er fx også udkommet: Kaffe, 2004, men denne nye bog har en unik kulturhistorisk synsvinkel

Samlet konklusion

Et glimrende lille kulturhistorisk værk om noget mange danske i det mindste er fælles om, kaffen