Lektørudtalelse

Forfatter: Finn Christiansen

Cd-rom. Selvom Star wars, episode 3 for længst har forladt biografen og prequel-trilogien nu lever en tilværelse i glemsel, så er de tre oprindelige Star wars-film stadig populære og i høj grad sælgende. Derfor er nærværende spil også en logisk opfølger til sidste års forrygende blockbuster Lego star wars. De tre oprindelige Star wars-film er rammen om dette fabelagtige actionspil. Alle filmenes klassiske scener er omdannet til udfordrende og velfungerende baner. Min søn på seks år kunne uden besvær følge med i handlingen, på trods af, at han aldrig har set filmene. Interesserer man sig ikke for historien, kan man på bedste børnevenlige vis vælge at springe i historien. På hver bane er der altid flere figurer som følges ad, fx Luke Skywalker, Han Solo, R2-D2 og C-3PO. Spiller man alene, styrer computeren de andre, men man kan altid skifte mellem figurerne. Banerne kan kun gennemføres, hvis figurerne samarbejder. Tastaturet kan til nød anvendes, men et gamepad anbefales. Hvis to skal spille sammen, kræves mindst ét gamepad. Historien er fortalt med humor, men alligevel meget tro mod forlægget. Lego-figurerne er på samme tid meget vellignende, flot animerede og ekstremt charmende. Grafikken på pc er flottere og mere storslået end forgængerens. Selvom der er tale om et kantet Lego-univers, synes jeg, at den tekniske bedrift er dybt imponerende. Selvom sværhedsgraden og styringen er passende for børn på cirka syv til ni år er spillet relevant for action- og Star wars-fans i alle aldre. Manualen er på engelsk, men spilmenuer er på dansk. PEGI: 3+ hvilket er ok