Lektørudtalelse

Forfatter: Jørgen Bartholdy

Gyldendal præsenterer her en helt nyforfattet, nytegnet og nyindrettet bestemmelsesflora for danske vildtvoksende planter - og det er en sjælden begivenhed. Der er kun kommet en lille håndfuld af slagsen over det sidste par hundrede år. Denne kombinerer nogle af fordelene fra flere af de tidligere. Den har således både beskrivende nøglepunkter og beskrivelser af de enkelte arter. Den indeholder desuden flere illustrationer end tidligere floraer, og der er arbejdet bevidst med at popularisere det botaniske fagsprog, så den kan benyttes af en bredere kreds end egentlige fagbotanikere. Hvor det er nødvendigt, gør henvisninger til specialartikler det muligt for den særligt interesserede at søge dybere i andre kilder Som helhed er der tale om en vellykket og moderne bestemmelsesflora, og det er mit indtryk, at det er lykkedes at skabe et redskab, der kan bruges af en bredere kreds end de tidligere. Et godt og omfattende register med både danske og latinske navne sikrer en hurtig genvej, hvis man på forhånd har et gæt, mens en forklarende ordliste hjælper dem, hvis botaniske grundviden måske er blevet lidt rusten. Med Dansk flora har vi fået et smukt og vellykket værktøj, som bliver standard mange år fremover