Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Wendelboe

Arendt er i forvejen fint repræsenteret på dansk, og nu tilføjes den fortjenstfulde serie Moderne tænkere et af hendes absolutte hovedværker. Arendt (d. 1975) var tysk-amerikansk filosof, elev af Heidegger og Jaspers. Værket er et dybt fascinerende, ikke altid lige let tilgængeligt stykke civilisationskritik. Summarisk fremstillet kan man sige, at hendes ideal er hendes billede af den oldgræske bystats demokrati i det offentlige byrum. Et af hendes grundbegreber er "vita activa", det vil sige det praktiske liv, som det udfolder sig uden for filosofisk-teoretisk virksomhed, altså bredt defineret arbejdslivet. Værket er en dyb kritik af den måde, mennesket i moderniteten har forvaltet dette, og mod slutningen skriver hun i kapitlet "Vita activa og den nyere tid": "Det er ikke utænkeligt, at den nyere tid, som begyndte med et hidtil uset og løfterigt opbud af menneskelig aktivitet, vil ende i den mest dødbringende og sterile passivitet, som vi historisk set nogensinde har oplevet". Det er jo mørke ord, og den eneste mulige vej ud af dette ser hun i menneskets tankevirksomhed. Christian Dahl og Rune Lykkeberg har forsynet bogen med et godt introducerende forord, som vil kunne hjælpe mange ind i værket. Omfattende noter. Register