Lektørudtalelse

Forfatter: Walther Knudsen

Billedbog om elefantungen Lille Nø, som bryder sig bedst om stilhed, ingenting i snablen og at være lidt på afstand af flokken. Så mens de andre trutter og tramper i mudderhullet, går Lille Nø for sig selv, ud på en slette, hvor de "store lyde" er væk, så man kan høre de "små". Her bliver han fundet af et menneskepar, som tager ham med hjem. Da Lille Nø har udlevet sin lyst til stilhed, lister han ud i natten og trutter højt, og så kommer hele flokken og hans mor og henter ham hjem. En poetisk historie om at være med i og uden for fællesskabet. Ikke direkte oversættelig til menneskeverdenen, men en følsom historie, som er god til eftertanke og samtale. De to ophavskvinder er kendte fra mange sammenhænge, men dette synes at være deres første samarbejde. Teksten er sat med "maskinskrift", hvad der giver den et køligt og neddæmpet udseende, som passer fint til tekstens sarte lyrik. Farvepaletten er ovre i pastellerne, og der er masser af luft og ro på siderne, hvilket også harmonerer fint med teksten. En fin historie til beroligelse for stille børn og neddæmpning af vilde unger fra 3-4 år