Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Bråe Olesen

Endnu en herlig oplæsningsbog for børn fra 5 år og deres voksne om den nysgerrige og livsglade Mor Muh og hendes tilbageholdende og tilbageskuende ven Krage. Nogle gange kan køer få lyst til at være deroppe hvor fuglene er, synes at være Mor Muhs filosofi. I de første 5 historier udforskes kunsten at klatre, falde ned og flyve samt at se det hele lidt fra oven. De øvrige historier udvikler historien om venskabet mellem de to. I "Ko-zoo" funderer de to venner over det med at betragte dyr i en zoo, det er en enkel og meget barok lille perle i samlingen. Bogen er illustreret med en række fine og vellykkede helsides illustrationer - 1 pr. historie - samt en række mindre farveillustrationer i vekslende størrelser. Alle tegninger er farvelagt med klare farver. Sproget er mundret og næsten tidløst enkelt, især båret af dialog, men også fine lune humoristiske beskrivelser. Omslag præget af grønne nuancer og tegnede blade er sammen med billede af Mor Muh og Krage i træet, dækkende for indhold. Bagsidetekst er citat fra titelhistorien